|
Af Forbundsformand Dennis Kristensen - bragt på Facebook
Da Fogh annoncerede en kommende kvalitetsreform handlede en del af grundlaget om dystre udsigter for personaleafgangen i den offentlige sektor de efterfølgende 10 år. På det tidspunkt – i 2006 – viste prognoserne, at hver 4. offentligt ansatte ville gå på efterløn eller pension indenfor 10 år.
I FOA har vi prøvet at kigge på, hvordan det i 2009 ser ud med behovet for at skaffe arbejdskraft til FOA-områderne i de næste 10 år.
Det er uhyggelige tal, der dukker op. De tal er simpelthen ikke for børn.
Vi har valgt at sammenkøre den forventede afgang med behovsændringer som følge af ændringer i befolkningens sammensætning m.v. Og så har vi taget udgangspunkt i, at FOA’s medlemmer gennemsnitligt i dag forlader arbejdsmarkedet som 60,6 år. Derfor har vi indregnet, at de, der i dag er fyldt 50 år eller mere vil sige farvel og tak i løbet af de næste 10 år.
Hvis man dertil forudsætter, at kommunerne virkelig gør en storstillet indsats for at fastholde alle FOA-medlemmer, der i dag er under 50 år, og at den indsats lykkes 100 %, så ingen af disse smutter ud via køkkentrappen i de næste 10 år, så når vi frem til følgende tal.
Kommunerne skal i de næste 10 år nyansætte medarbejdere til FOA-områderne svarende til 44 % af de nuværende ansatte under forudsætning af, at kommunerne kan fastholde alle FOA-medlemmer under 50 år. Lykkes det ikke, så stiger de 44 % svarende til afgangen blandt de, der i dag ikke har rundet de 50 år.
For regionerne er gennemsnitstallet 47 %.
De tal er i sig selv en voldsom udfordring til både kommuner, regioner og FOA.
Kigger man isoleret på den kommunale ældrepleje så udvikler udfordringen sig fra voldsom til mega-stor. Ældreplejen skal i alt i løbet af de næste 10 år nyansætte 60 % svarende til 60.000 medarbejdere. Tættere på at se Titanic lige foran isbjerget på sit indre filmlærred kommer man næppe.
Og så rummer gennemsnitstallet på 60 % næsten uløselige udfordringer for nogle kommuner. Her topper Egedal med et behov for nyansættelser i kommunens ældrepleje svarende til 109 % af samtlige nuværende ansatte, hvis kommunen i øvrigt ikke mister andre medarbejdere end de, der i dag har fejret den 50. fødselsdag.
Det er simpelthen en vild tanke at skulle rumme.
I den stik modsatte ende kan Lyngby-Taarbæk kommune puste lettet ud over en udfordring, som ”kun” svarer til 21 % af samtlige ansatte i kommunens ældreplejen.
Og så er nyansættelsesbehovet indenfor de øvrige serviceområder nu heller ikke til at kimse af. Kommunerne skal tilsammen skaffe buschauffører svarende til 52 % af de nuværende ansatte, 50 % på dagplejeområdet og 52 % blandt de tekniske servicemedarbejdere.
Tallene råber himlen, eller måske rettere til de kommunal- og regionalpolitikere, som stiller op til kommunalvalget i november.
Når behovene for nyansættelser skal indfris skal vi naturligvis have hele værktøjskassen i brug. Fuld tid til dem, der kan og vil, reelle seniorjob, der gør det attraktivt at fortsætte et halvt eller helt år længere på arbejdsmarkedet, nedbringelse af sygefravær skabt af arbejdsforhold og arbejdsmiljø, jobs, der er attraktive for de alt for få unge, der kommer ud på arbejdsmarkedet og omskolings- og efteruddannelsestilbud til dem, der rammes af den stigende ledighed på det private arbejdsmarked.
Samlet rækker alle disse værktøjer næppe til fuldt ud at løse rekrutteringsbehovet. Derfor er der også grund til i tide – før vi for alvor står med ryggen mod muren uden handlemuligheder – at få drøftet anvendelse af udenlandske arbejdskraft. Hvad skal der til for at kunne arbejde på lige fod med de øvrige ansatte? Hvordan løses sprogproblemer, og hvordan sikrer vi de relevante kompetencer? Der et for sent at tage fat på disse og mange andre spørgsmål, når først der er synlige flammer i de sanitære installationer.
Kilde: FOA, januar 2009 |
|
|
