Vi har undersøgt din browser og du har ikke Adobe Flash installeret.

Klik her for at hente flash
     
Charlotte, blog.

 
Nødherberget, Samuelskirken. Torsdag d. 25. Marts 2010
 
 
Klokken 17 indløb der en sms fra Brian fra ’Projekt Udenfor’, hvor der stod, at de manglede en nattevagt til Nødherberget. Lidt senere fik jeg en ny sms, hvor Brian skrev, at han have fundet en, der kunne tage den sidste del af natten, men at der stadig manglede én til den første del. Derfor aftalte vi, at jeg skulle komme omkring kl. 21.
 
Jeg ankom samtidig med madvognen, så jeg kunne lige nå at hjælpe med at bære ind. Der var på forhånd lavet en stor portion aspargessuppe, som de mest sulte havde fået en portion af. Menuen stod i går på kartofler, brun sovs, farserede porrer og noget brød. Det første vi gjorde var at hælde maden op i fade og skåle så mad-folkene kunne få deres emballage med tilbage.
Synes af madvognen udløste lidt summen og snak og en lang kø tog form. Gæsterne – som er det, vi kalder dem, der bruger nødherberget – var sultne og stod utålmodigt og ventede på at få mad. En af de andre frivillige øste op og jeg rakte tallerknerne videre.
Der var mange gæster i går – nok omkring 60 – og der var ikke helt mad nok. De sidste fik ingen kartofler, men måtte ta’ et stykke brød til. Mens gæsterne spiste, lavede jeg kaffe og saftevand og sørgede for, at der var fyldt op på bordene. Et par gæster havde brug for lidt hjælp, en havde et stor sår på foden og havde brug for plaster og et par af de andre havde brug for nogle ’painkillers’.
Efter maden var der mange, der lagde sig til at sove. Inde i det store rum, hvor størstedelen af gæster sover, opstod der dog en spontan harmonika-fest. ’Festen’ ebbede dog ud efter en halv times tid. Der var en enkelt, der havde forsøgt at smugle en flaske vin ind – den blev naturligvis konfiskeret. Reglerne på herberget er klare: ingen alkohol, ingen stoffer og al rygning foregår udendørs. Og så skal man skrive navn, alder, køn, nationalitet og hvorvidt man har været der før på en seddel, der bliver sendt rundt. Alle gæsterne i går havde været der før. De fleste af gæsterne er rumænere – der var dog også enkelte polakker og en italiener. Alderen strakte sig fra 19-60 år og der var en overvægt af mænd.
 
Jeg talte en del med en ung fyr, som vi kalder for ’Thomas’. Thomas er polak og kok og har rejst rundt de sidste 10 år. Han fortalte, at den første nat på herberget havde været meget svær og noget af en overvindelse for ham. Thomas er nemlig en af dem, hvor man ikke umiddelbart kan se, at han er hjemløs. Han sørger for at komme i bad hver dag og holder sig pæn og ren. Dagtimerne bruger han ofte på bibliotekerne, hvor han læser og er på internettet. Generelt var jeg overrasket over, hvor pæne og rene gæsterne var. De fleste af dem var rene i tøjet og det tøj, de tog af, når de skulle sove, blev pænt lagt sammen og placeret i bunker ved siden af liggeunderlagene. Ligeledes var jeg overrasket over deres venlighed og hvor meget overskud de viste, trods deres situation. Jeg havde forventet en større grad af magtesløshed og desperation, men der var generelt en god stemning og gæsterne var rigtig gode til selv at rydde af og samle servicen så vi i køkkenet havde nemt ved at sætte det i opvaskemaskinen. Mange af dem havde også nemt til latter og generelt var stemningen rigtig god. Dem, der ikke sov, spillede lidt bordfodbold og nogle hjalp en af medarbejderne med at skrive sedler om, at herberget lukker ned 1. April. Efter den dato må gæsterne finde andre steder at overnatte – mange af dem overnatter i parker, opgange mv.
 
Ved midnatstid sov de fleste og vi havde fået ryddet af og vasket op – og gjort klar til morgenmaden. Suppen lod vi stå, der kommer typisk 4-5 gæster i løbet af natten, og så er det rart at kunne varme lidt suppe.
Da min afløser kom, var der kun 3-4 gæster vågne, og alt tyder på, at de har haft en god og rolig nat. CareMatch når desværre ikke flere nattevagter i går, men vi ser frem til næste år, hvor vi igen støtter projekt UdenFor.