|
Idealist eller realist?
Jeg sidder på en restaurant i Davis med to af mine gode venner. Rianne har fået to fyre på besøg fra Holland, så vi taler om hvad vi hver især laver. Jeg siger at jeg læser sociologi, og de spørger inden for hvilket område. International migration, velfærdsstaten og I det hele taget socialt udsatte mennesker. Er du idealist, spørger en af dem. Øhm nej ikke specielt svarer jeg, men det har fået mig til at tænke mere over det i forhold til den amerikanske velfærdsstat.
Behøver man at være idealist for at arbejde med socialt udsatte mennesker? Ikke i Danmark! Jeg mener i højere grad, at man er nødt til at være realist for at kunne hjælpe bedst muligt, og så er det selvfølgelig altid til ens fordel at have idealisten gemt bag realisten.
Men hvis jeg skifter perspektiv og ser på det fra et amerikansk synspunkt, ser det helt anderledes ud. Sådan som den amerikanske velfærdsstat er sat sammen, er man praktisk talt nødt til at være idealist og ikke realist for at kunne arbejde med socialt udsatte mennesker. I Danmark har vi i høj grad fokus på forebyggelse af ikke kun sygdomme men en nedslidt arbejdsstyrke, og vi har fokus på at højne befolkningens levestandard og skabe en balance mellem arbejdsliv og familie. Det er i hvert fald vores mål, realiteterne er så bare nogen gange anderledes. Men efter at have boet i USA i over et halvt år og fulgt med i debatten om den amerikanske velfærdsstat, diskuteret med studerende og professorer, må jeg indrømme at jeg priser mig lykkelig over at bo i et land som Danmark, der til en vis grad prioriterer befolkningens velbefindende over noget andet.
Amerikanerne har i så høj grad fokus på kun arbejde. Her skal man kæmpe med sin arbejdsgiver for at få ferie, og en arbejdsuge er officielt på 40 timer men uofficielt arbejder de fleste meget mere end det. Hvis man har penge kan man få, men hvis ikke, er det bare ærgerligt. Der er ikke langt fra et godt job til at være hjemløs på gaden i USA.
Det her quarter modtager jeg undervisning i et fag kaldet ”social welfare”. Det er virkelig spændende, og vi får diskuteret den amerikanske velfærdsstat en del, dog mest de negative ting. Hver gang sidder jeg og tænker at det er jo nemt nok for mig at kritisere den amerikanske velfærdsstat for det er ikke mit land, jeg kan rejse hjem til Danmark og ikke længere være en del af det. Men de amerikanske studerende i min klasse kan ikke bare rejse. Det er deres hverdag, deres system vi sidder og kritiserer. F.eks. skulle man ikke tro at USA er et af de lande der bruger allerflest penge på sit sundhedssystem sammenlignet med selv de skandinaviske lande, og alligevel er systemet langt fra optimalt. Hvor ryger alle pengene hen, og hvordan kan det så være at det kun er 85% af befolkningen der har en sygeforsikring (45 millioner mennesker er uden nogen forsikring)? Det amerikanske sundhedssystem er virkelig kompliceret og bureaukratisk, hvilket Obama vil prøve at lave om på med sin sundhedsreform. Hvis han sejrer hvor de tidligere præsidenter har fejlet med at få vedtaget en ny sundhedsreform vil det bl.a. betyde følgende for den amerikanske befolkning: ifølge loven skal alle amerikanere være forsikret. Hvis ikke man tegner en sundhedsforsikring modtager man en bøde der bliver trukket over skatten. Endvidere vil alle de private forsikringer blive standardiseret så den eneste konkurrence der er tilbage på markedet er prisen på de enkelte forsikringer. I øjeblikket er det helt umuligt at gennemskue forsikringspolicerne og når man har tegnet en forsikring modtager man en mindre helt uforståelig bog om hvad forsikringen ikke dækker—hvem læser nogensinde det? Det bliver interessant at følge om Obama får vedtaget sin sundhedsreform. I øjeblikket er det et spil om politik, bureaukrati og befolkningens holdning.
Obama nyder ikke den store opbakning fra befolkningen i øjeblikket, bl.a. fordi ordet universelt statsligt program får de fleste amerikanere til at få kuldegysninger. Da de første Europæere ankom til USA i det 19. Århundrede var det for at opnå frihed og succes. Frihed til at kunne gøre hvad de havde lyst til uden at staten blandede sig. Derfor sørgede de for at lave den amerikanske stat så lille som muligt. Statslige programmer har generelt et dårligt rygte og Republikanernes argument mod Demokraternes statslige programmer er, at det vil krænke den personlige frihed. Amerikanerne siger at ”a program for the poor is a poor program”. Generelt er statslige programmer mest rettet mod fattige og ældre, og det er bestemt ikke positivt at være en del af disse programmer. Man skal helst kunne klare sig selv og kunne tage sig af sin familie uden at få hjælp fra staten. Men jeg tror, at hvis Obama får vedtaget sundhedsreformen, er det et skridt i den rigtige retning, hvor man kan tillade sig at være en lille smule mere realist end idealist i forhold til at arbejde med socialt udsatte mennesker i USA. Det vil være et betydeligt skridt i retning af at mindske forskellen i muligheder for rig og fattig hvad angår behandling og forebyggelse af helbred og sundhed.
|
|
|
