|
Socialforvaltningen klar til heroinbehandling d. 15. februar
Efter måneders forhandlinger med Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse om økonomi, og med Sundhedsstyrelsen om indhold i behandlingen, er forberedelserne nu i sin sidste fase.
”Personalet er ansat, og nu mangler vi bare, atat lokalerne bliver færdige til at åbne i uge 7, fortæller projektleder i Socialforvaltningen Ann-Sofie Bech von Hielmcrone.
Personale står klar 4. januar i år begyndte 14 nye medarbejdere. Det er:
· seks sygeplejersker
· fem pædagoger
· en administrativ medarbejder
· en læge
· en leder
Denne måned mødes personalegruppen i et introforløb, der indeholder introduktion til Socialforvaltningen, introduktion til behandling med lægeordineret heroin, førstehjælp, praktik i et af Socialforvaltningens andre behandlingstilbud, workshops om tværfagligt arbejde, skadesreduktion og udarbejdelse af standarder og procedurebeskrivelser.
Hjælp til at komme videre Lokalerne skal danne rammen om behandlingen med heroin, men mindst lige så vigtig bliver den socialfaglige indsats.
”Formålet med at udlevere heroin er at fremme helbred og livskvalitet hos personer, der er afhængige af heroin. Vi forventer, at brugerne kan få et overskud i deres liv, når de ikke hver dag skal jagte penge til stoffer. Det kan betyde, at de får bedre kontakt med familie og venner, hvilket alt andet lige giver et bedre grundlag for også at forholde sig til sit misbrug. For at alt det kan lykkes, er det vigtigt at arbejde med brugernes helbred mere generelt og motivere dem til at blive ved med at komme i tilbuddet,” fortæller projektleder Ann-Sofie Bech von Hielmcrone.
Minimun 80 brugere i år
Sundhedsstyrelsen har opstillet kriterier for, hvem der må modtage behandling med lægeordineret heroin og personalet i det nye tilbud har udarbejdet visitationskriterier, hvilket betyder, at brugere og sagsbehandlere nu kan se, hvem der kan komme i betragtning. ”Flere brugere har allerede meldt deres interesse, og nu hvor kriterierne er sendt ud i behandlingssystemet, kan behandlerne henvise brugere til tilbuddet. Vi regner med minimum 80 brugere i år og endnu flere i løbet af næste år,” siger Ann-Sofie Bech von Hielmcrone.
Brugere, som gerne vil i betragtning, skal tale med deressagsbehandlere eller kontaktpersoner i et rådgivningscenter. Herefter kan tilbudddet bede om en afklarende samtale.
Samtalen, borgerens behandlingshistorik og sundhedstilstand, afgør, om borgeren kan leve op til Sundhedsstyrelsens inklusionskrav. Visitationen beror på en individuel lægefaglig vurdering, og et tværfagligt team i herointilbuddet medvirker til visitationen.
FAKTA OM LÆGEORDINERET HEROIN
· Det anslås, at der er cirka 6.000 stofafhængige i København, hvoraf hovedparten er blandingsmisbrugere med heroin som hovedstof. Dette ændrer sig dog for tiden over mod, at flere og flere narkomaner har kokain som hovedstof.
· Det er et flertal i Folketinget, der har vedtaget, at heroinmisbrugere skal tilbydes lægeordineret heroin. Beslutningen bygger på gode erfaringer fra blandt andet Storbritannien, Holland, Schweiz og Tyskland.
· Partierne i Folketinget har afsat penge til ordningen. De stammer fra den såkaldte satspulje, som er reserveret svage grupper.
· Heroinen er fremstillet af en medicinalvirksomhed og købes i Schweiz. Den opbevares på et centralt lager i Storkøbenhavn, hvorfra den køres ud til kommunernes behandlingsinstitutioner.
· Når klinikken slår dørene op i februar, skønnes det, at omkring 100-120 stofmisbrugere vil takke ja til behandlingstilbuddet, som er målrettet de heroinafhængige, som ikke profiterer af metadonbehandling. |
|
|